Optegnelser fra Ungdomsaarene

...Intet kunde meer more mig, jeg var betaget af en sygelig Længsel, en Uroe og Sørgmodighet, selv de skjønneste Operaer, den meest fortryllende Musik gik meg tabt eller ogsaa hørte jeg den med hiin Følelse, som i det mindste er beslægtet den hvormed Forbryderen betragter den skjønne Verden førend han skal forlade den, for at gaae en mørk, taagefylt imøde.



(...) Jeg havde en lille Mundharpe, han vidste ikke hvordan den skulde bruges, jeg skulde vise ham det. Jeg holdt den da mot Tænderne og ved at aande mod den Staalfjer der kaldes Instrumentets Tunge og bevæge den med Fingeren frembringer man den underlig bævende Lyd, der riktignok er ensformig, men klagende. Jeg vilde lægge den bort, han tog den af min Haand og lagde den endnu bedugget ay mit Andedræt til sine Læber.



(...) Det var min faste Beslutning, om jeg selv skulde fremskynde Leiligheden at tale med ham før han reiste, thi jeg anede Betydningen af denne Skilsmisse. Han havde aldrig seet mig, uden som den kolde, tilbageholdne Beherskende, men jo mere Tiden til Adskillelse nærmede sig, blev den Trang for mig levende at give min Ømhed en Skikkelse.



(...) Jeg skrev jeg var jaloux - har jeg ikke gjort mig selv Uret? Jeg var saa bedrøvet den Aften og han saa lystig og det smertede mig. Over hvad skulle jeg være jaloux -? han tog hendes Haand saa familiært, legede med hendes Kjæde og hvidskede uophørligt - mig vilde jo dette have stødt. Fy, Jalousie! og det skrev jeg - og i Udtryk - saadanne Udtryk som - - -



Hvad skal dette blive til. Jeg svinder hen som en Skygge.



(...) Og til dette Liv er jeg skabt? Til denne tærende Uvirksomhed, denne Stillestaaen af alle mine Evner og Kræfter - - at pusle den ene Tid af Dagen bort med litt Søm, at drømme den anden bort eller søge Glemsel i en Bog, der ofte er saa at jeg ikke vilde lukke den op paa et andet Sted - Ak - jeg vilde arbeide, virke, skabe rundt om mig. Jeg kunde være en Kilde som syngende sprudlede ned af Bjergene forfriskende Alt om mig, og jeg er en stillestaaende Dam, det døde Hav. Uvirksomhed er skrækkelig -



(...) I en Dagbog, ført gjennem hine Ungdomsaar, har jeg nedlagt min Kjerligheds Skrifte. Det ligger der endnu den Dag i Dag urørt som Eventyrets Skat i Hulen. Intet menneskeligt Øie har nogensinde skuet den. Han vidste om Skatten, han drømte om den, besang den i smukke Vers, men han var ingen Alladin til at hæve den.

Utdrag fra "Optegnelser fra Ungdomsaarene" av Camilla Collett